Der opleves meget glatte veje og udfordringer med fremkommeligheden flere steder i Frederikshavn Kommune som følge af det kraftige snevejr. Kommunens vintertjeneste arbejder i øjeblikket på højtryk for at rydde sne på både veje og stier. De har været i gang siden natten og fortsætter arbejdet hele dagen.
Der forventes fortsat snefald og kraftig snefygning resten af fredagen. Derfor gennemkører vintertjenesten hyppigt de større klasse I-veje, mens der kan gå længere tid mellem rydninger på de mindre klasse II og III-veje på landet, da ruterne her er længere.
Det betyder, at det især er de mindre veje, der er udfordret af snevejret i øjeblikket. Kommunen henstiller til, at trafikanter følger Nordjyllands Politis anbefalinger vedrørende udkørsel.
Vinterberedskabet melder, at det generelt er muligt at køre på vejene, men forholdene er vanskelige, og fremkommeligheden kan være udfordret. Skal man ud at køre, anbefales det at medbringe en opladet telefon, en skovl, varmt tøj og tæppe, mad og drikke samt eventuelt livsnødvendig medicin.
Der opfordres til at passe godt på sig selv og hinanden i trafikken.