Kirppu åbner sin 26. butik, og den kommer til at ligge i Frederikshavn. Åbningen bliver fejret med super gode tilbud på standleje, konkurrencer om gavekort til butikken samt gratis is, sodavand, øl og en hoppeborg for børnene. Det hele finder sted d. 18. maj fra kl. 10:00 til 17:00.
Når konfettien på lørdag d. 18. maj kl. 10 bliver fyret af på Hjørringvej 171 B, er det for at markere, Kirppu butik nr. 26 og alt tyder på, at butikken allerede nu vil blive en succes. Kirppu Frederikshavn kan nemlig meddele, at de i skrivende stund oplever stor trafik i bookingsystemet, og butikkens stande forventes at være så godt som fyldt, ved åbningen
Det er altså ikke en tom butik, der bliver åbnet op til, når startskuddet lyder på lørdag. Allerede fra torsdag d. 16 kan kunder nemlig påbegynde opsætning på deres stande og gøre klar til den store åbningsfest.
"Det er super spændende, og vi glæder os enormt meget til at slå dørene op for endnu en butik i Nordjylland. Vi har oplevet et stigende antal besøgende og meget få ledige stande både i Hjørring og Aalborg i løbet af de sidste år, så det bliver godt at kunne tilbyde endnu en mulighed for at dyrke genbrug og bæredygtighed i det nordjyske - Michael Henning Jensen, Marketingchef, Kirppu
Dagen byder på festligheder - og gratis sodavand og øl
En åbning i Kirppu regi, er forbundet med mange traditioner. En af disse er, at kæden altid inviterer nye og gamle kunder samt naboer på en gratis fadøl eller et glas sodavand. Det gør de, for at åbne op for det gode naboskab. En værdi der er helt essentiel for Kirppu. Traditionen tro kommer maskotten Loppen Louie forbi med højt humør og deler slikkepinde og balloner ud. Ligeledes byder kæden på gratis Astronaut-is til de første 100 børn. Driftschef Pernille Seidenfaden fortæller, at åbningen er for hele familien:
"Åbningsdagen er en stor dag for os, og det vil vi gerne vise vores kunder med et brag af en fest for mennesker i alle aldre. Vi vil stå klar med gratis fadøl og sodavand hele dagen, og hvis vejret er til det, puster vi luft i den grønne hoppeborg, så børnene kan få brændt noget energi af. Så kan forældrene shoppe videre i ro og mag."
Fokus på det lokale og det personlige
En af de ting, Kirppu peger på som en succesfaktor for kæden, er, at der er stort fokus på det lokale, det personlige og det tætte forhold til kunder. Pernille Seidenfaden uddyber:
”Det, at vi sælger vores kunders ting, giver et naturligt tæt forhold, og det vil vi gerne værne om. Der er ingen tvivl om, at det er en tillidssag for vores kunder, at de sætter deres personlige ejendele til salg hos os – derfor er det også meget vigtigt for os, at de føler sig trygge hos os og ved, at vi gerne vil dem.”
Hvad er et loppesupermarked?
Kirppu betyder loppe på finsk og er et venligt nik mod landet med de mange søer. Det var nemlig herfra Morten Bøjland og Claus Andreassen første gang fik idéen til at åbne Danmarks første loppesupermarked. Konceptet er stærkt inspireret af det finske Kirpputori og kan bedst forklares som et slags indendørs loppemarked, hvor sælgerne ikke selv skal være til stede. Butikspersonalet tager sig nemlig af selve salget.
Siden Kirppu i 2014 åbnede det første loppesupermarked, har kæden løftet konceptet med stor succes. Nu er de klar til at åbne butik nr. 26 - den første åbning, af flere planlagte, kæden laver i 2024.
Åbningstilbuddet er afsløret
Man kan allerede nu booke sin stand, hvis man vil hurtigt i gang med at sælge sine ting i den nye butik. Man kan både booke opstart til åbningsdagen eller et senere tidspunkt, hvis man ønsker det. Åbningstilbuddet lyder på 125 kr. pr. uge*.
*Regler og vilkår gælder.